Kasper Ganzhorn Petersen
Journaliststuderende på DMJX
Mediespecialisering: Lang skrift/kort tv
Metodespecialisering: Undersøgende journalistik
Om mig
Jeg kommer fra den by i Danmark med flest supermarkeder pr. indbygger – nemlig dejlige Ikast! Det er de færreste udenfor min hjembys grænser der kan forstå den beskrivelse, men når både bedsteforældre, fodboldtræning og vennerne kun var en cykeltur væk – og der uanset hvor man befandt sig i byen, aldrig var langt til en køler med en kold Faxe Kondi – så var Ikast altså bare en dejlig by at vokse op i.
Det var dog ikke opvæksten i barndomshjemmet, hvor det famøse journalistfrø blev plantet i baghovedet på mig. Rasmus Tantholdt og Kåre Quists stemmer var ikke ukendte for 11-årige Kasper, men på morgenbordet lå der hverken Politiken eller Jyllands-Posten og i radioen blev der spillet Nova fremfor P4.
Derfor tror jeg, at vi i stedet skal tilbage til klasselokalet. For var der nogen der brændte inde med et spørgsmål om fodboldverdenen, landede det altid på mit bord. Efter ét af mine mange og lange svar lød det således fra en af mine klassekammerater i 8. klasse:
”Du skal da være fodboldjournalist, Kasper.”
Hvis jeg skrev, at alt faldt på plads for mig i den middagspause mellem projektoren og pålægsmadder, ville det nok være en journalistisk stramning. Jeg kan ikke huske hvad jeg svarede, men avisugen to år forinden, kunne jeg snildt huske. Og det var altså fedt.
Interessen for journalistik bredte sig i de efterfølgende år, langt udover formidlingen af det smukke spil på grønsværen. Der blev fortsat skelet til, om Erling Haaland igen var at finde i startopstilling, men nu også om det blev til genvalg for Simon Kollerup som erhvervsminister i den kommende ministerrokade.
Om det gælder verdenens store geopolitiske spændinger eller lokale nyhedsindslag, så gør jeg en indsats for at holde mig opdateret. Først og fremmest fordi jeg synes det er vigtigt, at være oplyst om det samfund og den verden vi lever i. Men også for at forstå kontekster, sammenhænge, beslutninger og begivenheder. Derfor stiller jeg ofte mig selv dette spørgsmål:
”Ved jeg det her? Eller tror jeg, at jeg ved det her?”
Nogle gange kan jeg svaret. Andre gange kan jeg brøkdele af svaret. Og det sker naturligvis også ofte, at jeg må erkende, at jeg ingenting aner om et givent emne. Men uanset udgangspunktet, har jeg altid været nysgerrig på at udvide min egen horisont. Forstå forskellige meninger og måder at anskue tingene på, og de nuancer der medfølger. Det mener jeg er en af grundsøjlerne for at kunne formidle journalistik ansvarligt.
Tre hurtige
Jeg solgte et hus, inden jeg lærte at køre på cykel uden støttehjul – forklaring følger til praktiksamtale 😉
Mine produktioner
Udvalgte produktioner fra min tid på DMJX
Ny lov om magtanvendelse er trådt i kraft – men er personalet på botilbud uddannet til at benytte den?
Til skolens 1. årsprøve skulle vi udarbejde en skriftlig problemudredende artikel under emnet ’socialpolitik’.
Artiklen omhandler, at der er landet en ny rammeaftale for handicapområdet, hvor der lægges op til en svækkelse af kravene for registreringer af magtanvendelser. Det kolliderer, ifølge eksperter, med at en stor andel af de ansatte på landets botilbud, ikke har en relevant faglig uddannelse, til at kunne varetage det nye regelsæt.
Skulle jeg skrive artiklen i dag, ville jeg afgjort have større fokus på de politiske aspekter af historien og undersøge nærmere, hvordan politikkerne agtede at indføre et fagligt løft af området.
Skrevet sammen med Oskar Vestergaard Klausen.
Explaineren er speaket af mig.
Det starter som en tanke – der er også en voldsommere side til OCD
I denne fortælling fik min gruppemakker og jeg lov til at komme helt tæt på vores kilde ‘Mikkel’. Han led af en svær grad OCD, der dog ikke kun omfattede, at hænderne ofte skulle vaskes og tingene skulle stå ordentligt, men også at han oplevede voldsomme tvangstanker.
Der var stor læring at hente i kildearbejdet i denne historie, og mange ting vi skulle forholde os til – både i interviewet, men også udarbejdelsen af artiklen. Det bidrog til en stejl læringskurve og derfor er jeg glad for, at vi tog udfordringen op.
Ting jeg vil have ændret i dag: Lidt mere konsistente i nogle af de stilistiske greb vi benyttede, og samtidig være skarpere i visse formuleringer, så der ikke var anledning til misforståelser om ‘Mikkels’ forhold med hans daværende kæreste.
Skrevet sammen med Johanne Overgaard Madsen
Mælk, persille og en ny begyndelse
Artiklen omhandler Jettesvej 11 – en fælleslejlighed i det vestlige Aarhus, der fungerer som et socialt tilbud for udsatte borgere. Lejligheden er ikke beboet, men et sted hvor sårbare borgere kan få hjælp til hverdagens udfordringer, eller blot få en snak med de tilknyttede pædagoger og et varmt måltid.
Featuren kredser om rehabiliteringsbegrebet, der i dag er en forankret del af psykiatriens måde at anskue borgere med psykiske udfordringer. Det er uden sidestykke det sværeste emne, jeg har arbejdet med i min tid på skolen, men netop derfor har det også givet mig en række værdifulde erfaringer – herunder at nørde ABC-niveauer, og det at få adgang til et rum, der ikke normalt er tilgængeligt for omverdenen.
Skulle jeg skrive artiklen i dag, ville jeg fokusere på at få endnu mere baggrund på historien, så den blev mere egnet som en feature. Og så vil jeg dengang, og også i dag, gerne have ændret overrubrikken.
Skrevet sammen med Jacob Fischer & Emil Lund Antonsen
Vestjysk viljestyrke: Knud Erik gør sit for at bevare Ukraine
Jeg har også prøvet kræfter af med reportager. I denne artikel fulgte jeg 68-årige Knud Erik fra Bevar Ukraine, i nødhjælpsorganisationens lagerhal i Holstebro.
Ideen udsprang af, at Donald Trump i ugen op til reportagen havde beordret at den amerikanske støtte til Ukraine skulle stoppe. Derfor synes jeg, at det kunne være interessant at følge én, der ikke vaklede og var konsistent i deres støtte til Ukraines frihedskamp.
En svaghed ved reportagen er, at jeg ikke rigtigt formåede at udfolde hvorfor han vælger at bruge så mange timer på at pakke nødhjælp til Ukraine.
Udvalgte produktioner fra Sort Snak
Siden sommeren 2024 har jeg været en del af Sort Snak – en fanpodcast der dækker FC Midtjylland. Udover at sidde bag mikrofonen og lege mandagstræner i udsendelserne, har jeg også på ugentligt basis leveret indhold på både skrift og lyd. Her har jeg prøvet kræfter med at interviewe spillere og ledelse, deltaget i et pressemøde, lavet SoMe indhold og meget andet.
I de seneste måneder har vi skruet gevaldigt op for vores skriftlige tilstedeværelse på Sort Snaks website og det har jeg haft hovedansvaret for. Dette har været med til at vækste podcasten, både i betalende medlemmer i vores supportergruppe, men også i antal lyttere og særdeleshed læsere. Sort Snaks redaktion består af 11 personer, herunder tre uddannede journalister, og er i dag i top-200 blandt de mest populære podcast i Danmark på Spotify.
Steinlein om transferen af Billing – ”Der er tale om et gearskifte”
I forbindelse med FC Midtjyllands præsentation af Philip Billing deltog jeg i pressemødet, hvor transferen blev offentliggjort. Her fik jeg lejlighed til at stille spørgsmål både under og efter pressemødet, hvor Philip Billing, sportschef Kristian Bach Bak og bestyrelsesformand Claus Steinlein var til rådighed. Det førte blandt andet til denne artikel.
FC Midtjylland presser på for kampfrie weekender under Europa-kval
Denne artikel kom på bagkant af at debatten om betingelserne for de danske klubber, der i starten af sæsonen deltager i kvalifikationskampe til de europæiske turneringer, igen var blusset op.
FCK’s cheftræner Jacob Neestrup havde endnu en gang rettet kritik af den nuværende aftale, og da FCM’s daværende cheftræner Thomas Thomasberg dagen efter blev adspurgt om samme emne, bakkede han sin trænerkollega op i studiet hos TV2. De to trænerkollegaer understregede dog begge, at det lå udenfor deres formelle ansvarsområde.
Derfor fik jeg hurtigt sat en interviewaftale op med FC Midtjyllands sportschef, Kristian Bach Bak, der repræsenterer FC Midtjylland til møderne i Divisionsforeningen. Her kunne han bekræfte, at den sportslige ledelse i klubben aktivt arbejder for at indføre kampfrie weekender under Europa-kvalifikationen.
Artiklen blev bagefter citereret i Tipsbladet.
Særudgave: Fokus på den nye talentsatsning med Svend Graversen
I dette afsnit interviewede jeg Svend Graversen fra FCM’s sportslige ledelse, i forbindelse med at klubben netop havde annonceret en ny strategisk talentsatsning.
Det var mit første længevarende interview, der skulle bringes som et selvstændigt afsnit, og derfor fik jeg også en god slat erfaringer med mig. Der er klare forbedringspunkter (alt andet havde også været underligt), men overordnet set er jeg tilfreds med udfaldet – lige udover at der var lidt rod i indstillingen på min mikrofon med lydfølsomheden, det plejer altså at være bedre.
Udsendelsen blev efterfølgende anbefalet i Danmarks største fodboldpodcast, Mediano.
CV og anbefaling
Erhvervserfaring
Spilophuset (april 2023 – juni 2023)
Vikariat som pædagogmedhjælper
EG Ikast (oktober 2021 – februar 2023)
Ansat i fakturering, hvor jeg havde en række forskellige arbejdsopgaver. Herunder at indkræve betaling fra kunder med forfaldne fakturerer – når man har lavet 1000 opkald til sure håndværkere og bitre frisører, så er der ikke noget der hedder opkaldsfrygt længere.
FC Midtjylland (august 2021 – december 2023)
Frivilligt arbejde for FC Midtjylland. Her skrev jeg artikler, primært kampreferater fra kampene for klubbens U17 og U19 hold, der blev udgivet FC Midtjyllands hjemmeside. Her indgik der også interviews med ungdomsmandskabernes cheftrænere.
Løvbjerg Ikast (juni 2021 – august 2021)
Sommerjob
Løvbjerg Ikast (september 2018 – februar 2020)
Servicemedarbejder
House Doctor (september 2017 – maj 2018)
Lagerarbejde
Uddannelse
- Hyldgårdsskolen, Ikast (2008 – 2013)
- Hammerum Friskole (2013 – 2018)
- Handelsgymnasiet Ikast-Brande, Innovationsstudieretningen (2018 – 2021)
- Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (2024 – )
Færdigheder
- Engelsk: Flydende
- Tysk: B-niveau fra gymnasiet
- Moderat i Final Cut Pro
- CapCut
- WordPress
- B-kørekort
Anbefaling
“Vi har haft fornøjelsen af at samarbejde med Kasper Ganzhorn Petersen i forbindelse med podcasten Sort Snak.
Kasper har leveret både interviews, artikler og podcasts med stor professionalisme og nysgerrighed. Han har deltaget i redaktionsmøder og haft dialog med relevante stakeholders internt samt eksternt. Han har haft ansvarsområder på det eksekverende niveau og det strategiske. Kasper er desuden en engageret og samarbejdsvillig kollega, som altid bidrager positivt til holdet. Vi giver ham de varmeste anbefalinger.”
På vegne af Sort Snaks styreguppe,
Rune Thyboe Vejersø & Lars Noe Lauridsen
Kontakt
Lasse – den fantastiske fotograf bag billederne og videoen – synes ikke mit ironiske forslag, om at stikke øjnene igennem den hullede murstensvæg i baggrunden, var en god idé til et billede. Det sidder jeg og smiler lidt over, mens jeg prøver på at finde på en god måde, at fortælle jer at I hjertens gerne må give mig et kald, sende en sms eller skrive en mail.
Stort som småt, så tag endelig fat i mig, hvis der er noget I gerne vil høre mere om 😊






